Artículos
EU bør styrke indsatsen mod fattigdom og social udstødelse
Detalles- Detalles
- Publicado el Lunes, 03 Diciembre 2012 12:03
- Escrito por Jürgen Schneider
Foto:Dietmar Mathies
80 millioner europæere, 16 % af den samlede befolkning, lever i fattigdom. Hvad gør medlemslandene og EU for at komme dette problem til livs? Den første årlige kongres for den nye europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse forsøgte at finde svar på netop dette spørgsmål. Den belgiske MEP Frédéric Daerden (S&D), der deltog i kongressen, opsummerede i denne uge resultatet for medlemmerne af Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg.
De regeringsrepræsentanter og organisationer, som deltog i mødet, forsøgte at finde et svar på, hvordan de 20 millioner fattige europæere kan løftes ud af deres fattigdom inden 2020. Ifølge EU-definitionen, risikerer folk fattigdom, når de lever for en indkomst på under 60 % af husstandenes medianindkomst i det pågældende land.
Selvom bekæmpelse af fattigdom hovedsageligt er de nationale regeringers ansvar, kan EU spille en koordinerende rolle ved at etablere EU-dækkende regler og stille midler til rådighed, sagde Daerden.
Nationale målsætninger
Under mødet i Krakow drøftede ministrene deres nationale målsætninger for reduktion af fattigdom. Frankrig ønskede for eksempel at reducere antallet af potentielt fattige med en tredjedel inden 2012, Tyskland havde planer om at reducere antallet af langtidsledige med 20 procent inden 2020, og Polen ville forsøge at løfte 1,5 millioner mennesker ud af fattigdom inden for det næste årti.
Langsigtet EU-budget bør prioritere fattigdomsbekæmpelse
Den 15. november vedtog Parlamentet en betænkning af Daerden, der opfordrer Kommissionen til at udarbejde en årlig rapport til Parlamentet om medlemsstaternes fremskridt med at reducere fattigdom og social udstødelse.
Parlamentet ønsker også, at Kommissionen skal fremlægge sine forslag til bekæmpelse af fattigdom i perioden 2014-2020 inden for rammerne af det langsigtede EU-budget og opfordrer til, at der gives en mere vigtig rolle til den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse.


